Som den største selvfølge sender I bilen til service, den får skiftet olie, tjekket bremser osv. Børnene sidder forsvarligt fastspændt i bilen og I cykler ikke uden en hjelm på hovedet. I tager ingen chancer. I er bevidste forbrugere, køber økologisk, spiser sundt og dyrker motion, alt sammen for at passe på miljøet og jeres helbred. Men hvad med jeres parforhold, passer I på det?
Sundhedstilstanden i parforholdet
Hvorfor undersøge sundhedstilstanden i parforholdet? Overordnet går det da meget godt. I elsker jo hinanden, men… så er der jo de gentagne skænderier, ofte om de samme problemer. Det er som om I ikke rigtig kan finde en løsning. Det kan også være at I er stoppet med at skændes, fordi I har givet op. I lever sammen, men interessen for hinanden er blegnet. I taler til hinanden, men kun om praktiske ting. Intimiteten er forsvundet.
ADVARSEL!
Hvis du nikker genkendende til min beskrivelse, hejser jeg det røde flag. Tiden er kommet til at tage jeres parforhold, ligeså alvorlig som jer sundhed og helbred. Hvis I ikke snart gør noget ved jeres forhold går det galt. Måske ikke indenfor de næste par år, men pludselig en dag har én af jer fået nok og vil skilles.
Respekter hinanden
De fleste har været igennem flere forliste parforhold inden de mødte den ’den eneste ene’, blev gift og stiftede familie. I har derfor en vis erfaring, men det er desværre som om, at ’nissen’ alligevel er flyttet med.
Det kræver en stor indsats at bevare kærligheden og respekten for hinanden. De fleste børnefamilier lever en stresset hverdag, og kommer derfor nemt til at tage hinanden for givet. Hverdagen bliver nødt til at hænge sammen og meget hurtigt glemmer I at være kærester, og jeres samtaler handler næsten kun om praktiske gøremål og planlægning. Faren for at falde for en sød kollega kan derfor være stor, når stemningen i hjemmet er trykket, og sexlivet nedadgående.
46% af alle ægteskaber ender i skilsmisse
I dag kan de fleste klare sig selv økonomisk. Vi er derfor ikke afhængige af hinanden, og det gør det meget nemmere at gå fra hinanden. Det er også blevet helt normalt at blive skilt. Men det er absolut ikke nogen nem løsning og konsekvenserne for især børnene er store. 46 % af alle ægteskaber ender i skilsmisse og i de fleste tilfælde er det kvinden der vil skilles.
En undersøgelse fra USA viser at skilsmisseraten for nummer to ægteskab er på 60-67 % og for tredje ægteskab 70-73%. Statistikken viser med sit tydelige sprog – at det absolut ikke bliver nemmere med en ny partner.
Tænk dig om en ekstra gang!
Jeg er absolut ikke fortaler for at man skal kæmpe for at bevare ethvert ægteskab. Parforhold hvor vold og misbrug er en del af dagligdagen skal opløses så hurtigt som muligt. Forhold med evige skænderier og følelsesmæssig kulde er også skadeligt for både børn og voksne. Men er der stadigvæk følelser imellem jer, er der en meget stor chance for at genfinde lysten og kærligheden til hinanden, hvis I begge to vil arbejde for det.