Kan en brudt relation heales?

En dansk undersøgelse viser at hele 13% af den voksne befolkning har brudt kontakten med én forælder. Min erfaring er at den voksne datter eller søn er gode til at tale om bruddet.

Men hvad med de afviste forældre? Hvordan klarer de den ulykkelige situation?

I denne artikel kan du læse om Kirsten, der har mistet kontakten til sin voksne datter og børnebørn.

Konflikterne eskalere da Kirsten bliver mormor og begynder at blande sig i sin datter og svigersøns opdragelse. Hun kan ikke tåle at høre de voksne skælde børnene ud.

Som afvist forælder, har Kirsten måtte arbejde med at slippe selvbebrejdelse, vrede og ikke mindst sorgen og savnet.

I terapien fik hun mulighed for at se  sig selv og sit moderskab i øjnene, hvilket åbnede op for healing af Kirstens traumatiske barndom. 

Kirsten indså at hun måtte tilgive, både sig selv og sin egen mor, for at få fred i sit hjerte – og bevare håbet om at få genskabt kontakten til datteren.

Nederst i artiklen kan du læse Kirstens egen beskrivelse af terapiforløbet:

Almindelige årsager til, at et voksent barn bryder kontakten til en forælder:

• uhensigtsmæssige familiemønstre og årelange konflikter
• reaktion på forældrenes negative bedømmelse af det voksne barn, fx seksualitet, partnervalg, livsstil og bestemte personlighedstræk
• vrede på forældrene over bestemte handlinger eller – deres handlinger overfor den anden forælder (fx ved skilsmisse eller utroskab)
• brud med den ene forælder, som følge af krav om 100% loyalitet fra den anden forælder
• psykisk sygdom og misbrug

En afvist mors fortælling

En ellers hyggelig dag med både datter og børnebørn ender i kaos. Ud af det blå beskylder Kirstens (nyskilte) datter, sin mor for at have ødelagt hendes liv og ægteskab.

Anklagerne er mange og voldsomme. Chokeret og ulykkelig bliver Kirsten smidt ud af datterens hjem. Det er to år siden datteren brød kontakten.

I de to år har Kirsten et utal af gange rakt ud til forsoning, men datteren har lukket af for alt kommunikation. Breve og gaver returneres og sociale medier er blokeret for Kirsten.

Skamfuldt at miste kontakten til sit barn

Når et voksent barn bryder kontakten til én mor eller far, står den afviste forælder i en smertelig og skamfuld – men også ofte tabubelagt situation.

‘Et tæt forhold til vores børn og børnebørn, ’lugter af succes og god opdragelse’ – mens ingen eller minimal kontakt, ’lugter af fiasko og dårligt forældreskab’

Af den årsag kan det være svært, at dele den ulykkelige situation med andre. Af samme grund lever afviste forældre, ofte alene med sorgen, skylden og skammen.

Heldigvis har Kirsten en kærlig mand, som hun har været gift med i snart 30 år. Både manden og nærmeste familie, har støttet Kirsten gennem den svære proces. Ingen tvivl om at Kirstens åbenhed og ærlighed om bruddet, har løsnet på de svære følelser.

Ingen forældre er perfekte

Gennem de 6 mdr. som forløbet varede, lærte jeg Kirsten at kende og kan med hånden på hjertet sige; ”Der er ingen tvivl om at Kirsten, har gjort alt for, at blive en bedre mor, end hendes egen”

Men…  

Der er heller ingen tvivl om at Kirsten ubevidst er kommet til at svigte sin datter. 

Vi forældre har alle ’bagage i rygsækken’, som påvirker vores forældreskab og som vores børn, betaler en pris for – i form af utryghed og svigt.  

Men Kirsten har også været en ekstrem kærlig og omsorgsfuld mor. Hun har gjort sit bedste for at beskytte sin datter mod vrede, ondskab og afvisning. Alt det forfærdelige, som hun selv blev udsat for som barn. 

Og det blev Kirstens største fejl.

Kirstens svære opvækst

Kirsten voksede op med en følelsesmæssig ustabil mor, som var ængstelig, paranoid og barsk – men også lattermild og generøs.

Moren inddrog Kirsten i forældrenes ægteskabelige problemer og undskyldte aldrig når hendes voldsomme vrede gik ud over Kirsten.

Læs om desorganiseret og ambivalent tilknytning.

Faren var til gengæld kærlig, mild og tillidsvækkende, men desværre ikke meget hjemme Han var en god far for Kirsten, men en dårlig ægtemand for sin kone – konfliktsky og fraværende.

Læs om tryg og  undvigende tilknytning.

Kirstens frygt for morens vrede

For ikke at trigge morens voldsomme raseriudbrud, lærte Kirsten meget tidligt at være hjælpsom og hensynsfuld (læs: copingstrategi).

Hun blev et indelukket og skræmt barn, som ikke viste negative følelser. Kun når faren var hjemme, følte hun sig tryg.

Hvad copingstrategi? 

Det er instinktive forsvarsreaktioner, som tjener til selvbeskyttelse for, at sikre barnets tilknytning og overlevelse. Det sker helt automatisk – dvs. det er udenfor barnets bevidsthed.

Humor blev Kirstens forsvar

Som teenager havde Kirsten lært at bruge humor, når hun fornemmede en anspændt situation (undvigende)  Som voksen var hun altid smilende, hjælpsom og mild – men bag smilet var hun ængstelig og usikker på sig selv (Ængstelig/ambivalent tilknytning).

Tiltrukket af selvsikre mænd

Som ung forelskede Kirsten sig i  dominerende mænd der fyldte meget og udstrålede selvsikkerhed og overskud. Men bag deres selvsikre facade, gemte der sig humørsyge, manipulation og kontrol (ligesom Kirstens mor).

Vi tiltrækkes af ’det’ vi kender – især utryghed

Hvorfor gør vi det…?

Fordi genkendeligheden i en potentiel kæreste, der minder om mor, far, søskende eller andre betydningsfulde personer, giver en følelse af tryghed.

Ubevidst tiltrækkes vi af en partner, der minder mest om – den forælder, som vi har følt os mest afvist af.

Hvorfor sker det…?

Fordi vi ubevidst håber at vores ’kopi-partner’, vil give os den kærlighed som vi aldrig fik.

Kirstens ulykkelige ægteskab 

Kirsten bliver gift og får en datter. Det viser sig at faren, psykisk ikke kan klare den uro, der er i en lille børnefamilie. Kirstens mand får voldsomme vredesudbrud og taler ikke til Kirsten i flere dage (samme adfærd som Kirstens mor). Da datteren er 3 år, bliver Kirsten skilt.

Fravalgte parforholdet

Efter skilsmissen træffer Kirsten et bevidst valg om, at forblive single så længe datteren bor hjemme. I årene der går helliger hun sig fuldstændigt sit barn.

Kirsten gør alt for at skabe ro og tryghed for sin datter og sig selv. Mor og datter får et meget tæt forhold. Lidt for tæt, finder Kirsten ud af gennem terapiforløbet.

Frygt for at  blive vred

Kun få gange som alene-mor skælder Kirsten datteren ud; ”For jeg fik så dårlig samvittighed når jeg havde været vred”, fortæller Kirsten.

Derfor brød datteren kontakten

I bakspejlet kan jeg godt se at min angst for vrede – forhindrede mig i at sætte sunde grænser for mit barn.

Ordet NEJ, brød jeg mig ikke om. Jeg var ganske enkelt bange for at aktivere min datters vrede. For jeg ville ikke være en ond mor, som min egen var.

Til gengæld var jeg meget bevidst om at være en kærlig, nærværende og omsorgsfuld mor.  

Kirsten fortæller videre…

Det gør fysisk ondt i min krop, når jeg oplever børn være kede af det og græde.

Mange gange har jeg oplevet situationer, hvor min datter og svigersøns vrede er gået ud over mine børnebørn. Det kan jeg simpelthen ikke tåle.

Flashback til barndommen

I situationen bliver jeg fuldstændig overvældet (flashback til min egen mors vrede). Dernæst går der en djævel i mig, det er som om alt min egen indestængte vrede og magtesløshed aktiveres (det gamle traume udløses).

I situationen forsvarer jeg mine børnebørn med næb og klør og det har ført til mange konflikter med min datter og svigersøn.  

 Nogle gange har jeg trukket mig væk fra situationen – men ofte har jeg desværre blandet mig i de voksnes opdragelse.

Jeg fortryder mange ting

I dag kan jeg godt se at min egen traumatiske barndom og angstfyldte forhold til vrede, har været en stor medvirkende årsag til bruddet med min datter.

Terapien har givet mig en forståelse af, hvordan min egen mors destruktive adfærd har styret mit liv. I et forsøg på at skåne min datter, for de svigt jeg selv var udsat for – kom jeg i stedet til at styre og overbeskytte hende. Det var aldrig min hensigt. 

Der er mange ting, som jeg fortryder. Mange ting jeg ville ændre, hvis jeg kunne skrue tiden tilbage.

Det har været hårdt at indrømme, overfor mig selv at jeg som mor ikke har været uden fejl. Jeg håber inderligt at min datter en dag vil tilgive mig. 

Kirstens oplevelse af forløbet

I forløbet med Lene, skrev jeg et brev til min datter, hvor jeg gav hende en uforbeholden undskyldning.

Jeg har været igennem en proces for at tilgive mig selv, og jeg har indset og erkendt, at ingen forælder er fejlfri.

Jeg har oplevet en forløsning af min undertrykte vrede i relationen til min mor og far (han gjorde ikke noget for at stoppe min mor).

Jeg har været igennem et intensivt arbejde med mig selv, for hudløst ærligt at vurdere min egen rolle som mor. Det svære og langvarige arbejde med denne del, blev en mental forløsning.

I et brev til min datter lagde jeg mig fladt ned – uden at undskylde eller bortforklare min adfærd. Det, om noget – var en fantastisk, men også smertefuld rejse ind i mit inderste; en proces, jeg aldrig vil glemme.

De metoder Lene bruger, har været en forsigtig og kærlig pendulering mellem det trygge og det smertefulde – så de til sidst smeltede sammen og gav mig en følelse af indre ro.

Smerten og savnet til min datter er der stadig, men hun er rykket om på bagsædet i bilen, hvor jeg i bakspejlet betragter hende med stor kærlighed – i sikker forvisning om, at hun en dag igen sidder på passagersædet og nyder udsigten sammen med sin familie og mig.

Tak for, at du førte mig hertil ❤

Kærlig hilsen
Kirsten

Du kan også få min hjælp til at bearbejde dit tilknytningsbrud

Uanset om du er den afviste forælder eller det voksne barn, som har valgt at bryde kontakten – er sandheden af begge parter har det svært.

Det er nemt at bryde kontakten, men ofte gnaver vreden og såretheden i livsglæden og forhindrer dig i at nyde livet i fulde drag. 

I terapien hjælper jeg dig med at se på bruddet – både fra dit eget, men også den andens perspektiv – for en konflikt har altid to sider.

Du er altid velkommen til at kontakte mig til en gratis afklarende samtale.

Kærlig hilsen
Lene