Du er dine relationer 

Ved du at helt op til 95% af dine tanker, holdninger, adfærd og overbevisninger er tillært adfærd – skabt i barndommen. Det er mønstre og (u)vaner som ligger i hjernes automatpilot som instinktive reaktioner og programmer. 

Du er derfor ikke bare dig, men et produkt af din familie på godt og ondt.

Den tilknytning som du har haft til dine forældre sætter dybe spor i din personlighed og evne til at skabe sunde og nærende relationer resten af livet.  

Tilknytning er en naturlig og medfødt evne til at danne relationer og knytte tætte følelsesmæssige bånd og tilknytning er barnets eneste mulighed for at overleve. 

Tilknytning handler derfor om at tilpasse sig sin omsorgsgiver for at opnå tryghed og beskyttelse

Barndommes aftryk 

Vokser du op i en familie, hvor mindst én af dine forældre giver dig en stabil strøm af tryghed, kærlighed, omsorg og beskyttelse – vil du udvikle højt selvværd og en naturlig tillid til andre og dig selv og dermed udvikle tryg tilknytning.

Hvis du som barn oplever ustabil kontakt til en forælder og/eller varierende eller meget lidt følelsesmæssig kontakt, tryghed, beskyttelse og kærlighed skades selvværdet og du vil udvikle et utrygt og usikkert tilknytningsmønster.   

Barndommen, hvad end den er god eller dårlig, skaber en indre (overlevelses)model for vores adfærd, vaner, tanker, følelser og holdninger samt bevidste og ubevidste overbevisninger – og den tillærte adfærd ligner på godt og ondt vores forældres.

Så selvom du gør dit yderste for ikke at være som dine forældre, er du alligevel ubevidst styret af den adfærd og de holdninger du oplevede fra dem i din opvækst. 

Men den gode nyhed er, at du som voksen ikke mere er afhængig af dine forældre og derfor kan du ændre adfærd, som ikke gavner dig, dit selvværd eller dit kærlighedsliv. 

Kend dit tilknytningsmønster og skab et bedre liv 

Du er skaberen af dit eget liv og har du en dybdegående viden og forståelse af dit og partnerens tilknytningsmønster, kan I møde hinanden med større kærlighed, omsorg og forståelse.

At kende os selv på et dybt følelsesmæssigt plan gør os bedre rustet til, at klare personlige kriser og løse konflikter i parforholdet, på en mere konstruktiv måde.

Men det er også vigtigt at forstå, at der ikke er tale om et quick fix, og at viden om mønstrene  ikke er nok til at skabe forandring.

Viden giver forståelse og bevidsthed, og det er første skridt på rejsen. Men der skal også en portion viljekraft og reel handlig til for at skabe forandring. Og af og til skal der dybdegående, men nænsom, terapi til for at slippe og hele fortidens traumatiske oplevelser.  

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål. Skriv til lb@lenebojer.dk 

Kærligst
Lene